Nyt liv til femkampen via kombinations-3-kamp

Kombineret disciplinKombineret-3-Kamp handler om få de enkelte svømme-, ride- eller fægteklubber til at tilbyde Combined Event – løb & skydning – oven i deres egen disciplin..

Det er ikke let at rekruttere unge femkæmpere. Men Femkampforbundet er overbevist om, at der er mange svømmere, fægtere og ryttere, som godt kunne tænke sig at prøve nye udfordringer – uden at skulle kaste sig ud i alle fem discipliner.

Ved hjælp af de nye elektroniske pistoler vil vi præsentere dem for ”Combined Event” med løb og skydning. Med hver deres disciplin som baggrund gør det dem til trekæmpere. Vi kalder konceptet kombineret-3-kamp.

Moderne Femkamp består af fem basis-discipliner, som hver især henhører under specialforbundenes aktiviteter, samtidig med at femkampen selv ligger under dets eget specialforbund.

Denne situation skaber mange hindringer for rekruttering af nye femkæmpere, samtidig med at, moderne femkamp simpelthen er for krævende for de fleste. Det forhindrer mange i at stifte bekendtskab med de ting, vi som femkæmpere synes er spændende og motiverende:

Det at man kan måle sin fremgang, da alt omsættes til point. Og ikke mindst, at man ved at have et bredt talent, kan vinde over nogen som måske er meget bedre – men så kun i én disciplin.

Tre slags 3-kamp

Femkampforbundet søger nu at råde bod på denne situation, samtidig med at vi sætter adspredelse, spænding og underholdning i højsædet. Det er ikke realistisk at få unge i aktivitet, hvis der ikke er nok af disse ingredienser i den aktivitet, man tilbyder.

K3K skal være et nyt spændingsmoment for svømmere, ryttere og fægtere, samt give deres klub mulighed for at tilbyde alternative aktiviteter, som vil give diversitet i det daglige. K3K kan være et stimulerende tilskud til f.eks. ferielejr-aktiviteter.

Derudover er den konditionstræning som K3K indebærer attraktiv, ikke mindst derved, at vi ikke løber lange distancer, men faktisk kan klare os med træning af 1000 m intervaller.

Initiativet går ud på, at give henholdsvis svømmeklubber, rideklubber og fægteklubber hver deres eget DMF-mesterskab. Altså et K3K-mesterskab med Combined Event + enten svømning, fægtning eller ridning.

Vi håber der kan etableres en turneringsform i forbindelse med klubbernes/specialforbundenes egne stævner og konkurrencer. Støttet af Femkampforbundet. Vi afholder således tre K3K-mesterskaber under Femkampforbundets årlige mesterskab. Vi arbejder på at finde en form på dette i samarbejde med klubberne og de unge.

DMF støtter træningen

Når man lokalt har afviklet konkurrencen i sin ”egen” disciplin, skal man derefter have Combined Event afviklet. Her vil Femkampforbundet hjælpe. Det kan evt. gøres ved anvendelse af forbundets mobile skydebane. Alternativt kan man låne vore IR-pistoler og skiver – det er hurtigt og fleksibelt og kan sættes i gang på 10 minutter.

Femkampforbundet vil også gerne bistå i den træning, der forhåbentlig følger efter en indledende præsentation i klubberne. Vi forestiller os, at vi skal have en række sessioner, hvor vi snakker med klubberne og de aktive om, hvordan man gør det her, hvad det indebærer, og hvad man kan få ud af det. Og så begynder at lege med det – for det er jo det fantastiske med et elektronisk system: Der er ingen fare ved at bruge det.

DMF forpligter sig til at tage os af skydetræningsdelen, med vores elektroniske pistoler. Disse træningssessioner kan være temmelig fleksible, men der bør være en om ugen, og der skal være commitment. Deltagerne skal tage det alvorligt og forsøge at lære at skyde.

Vores skydesystem udmærker sig derved, at vi kan indstille den nøjagtighed, man skal kunne skyde med. Vi kan derfor i starten finde et niveau, hvor det ikke forekommer de unge umuligt at ramme.

Det her er totalt simpelt. Egentlig bare noget man kan få en masse sjov ud af. I England drives noget tilsvarende i mange ’pony clubs’ med stor succes.

Vi tror på, at vi ved at få aktiveret så mange som muligt, i den sidste ende får bedre muligheder for at identificere fremtidige talenter til den fulde moderne femkamp.

Undertegnede kan kontaktes for yderligere informationer: belmann3@gmail.com

Benny Elmann-Larsen