Om femkamp

Moderne Femkamp er en konkurrenceidræt, der består af fægtning, svømning, ridebanespring samt løb og skydning.

I konkurrencerne opdeles deltagerne i køn og aldersklasser. Der findes flere ungdomsklasser, junior-, senior- og masterklasser. Der konkurreres også i hold (stafet).

Tidligere varede et femkampstævne flere dage; i dag gennemføres det på en dag. Tilpasningerne er sket for at gøre sporten mere publikums- og tv-egnet – så den kan forblive på det olympiske program, hvor den har været siden 1912.

Kort oversigt over disciplinerne

Nedenstående distancer, tider og point gælder for seniorer. der gælder andre mål for yngre og ældre deltagere.

Fægtning: Man fægter alle mod alle med elektriske kårder. Hver kamp afgøres af ét touche, når den ene fægter har ramt den anden. Hvis fægterne rammer samtidigt, får ingen af dem point. Hvis de ikke har fået point inden et minut, noteres begge for et nederlag. 70 procent vundne kampe giver 250 femkamppoint.

Svømning: 200 meter fri. En tid på 2.30 min. giver 250 femkamppoint.

Ridning: Ridebanespringning – maksimalt klasse LA. Der trækkes lod om hestene, der er ukendte for deltagerne. Efter 20 minutters opvarmning skal man ride en bane med 12 forhindringer inden for en fastsat tid. Fejlfrit ridt giver 300 point, derfra trækkes nedrivninger (-7 point), refuseringer (-10 point) og så videre.

Combined event (løb og skydning): Konkurrencens afslutning. Man starter forskudt, afhængig af de point, man har fået i de forrige discipliner. Den, der kommer først over målstregen er vinder af femkampen. Man løber fire gange 800 meter, afløst af pistolskydning mod fem mål. (Som skiskydning). Først når målet er ramt fem gange – eller efter 50 sekunder – må man løbe en runde. En tid på 13.20 min. giver 500 femkamppoint.

12 minutters introduktion til moderne femkamp:


Læs mere om femkamp: