DMF investerer i mobil skydebane

Skydebane-trailer

Her er en komplet skydebane med plads til 10 skytter.

DMF har en vision: Hvis landets svømmeklubber, rideklubber og skydeklubber har lyst til at give deres medlemmer nye oplevelser og udfordringer, så vil vi gerne introducere dem for Combined Event: løb og skydning. Dermed får vi forhåbentlig skabt nogle tre-kæmpere – og med tiden flere fire- og femkæmpere.

Det har tidligere været forbundet med en del besvær at etablere skydebaner med luftpistoler i forbindelse med lokale arrangementer. Det er det ikke mere. Klubberne kan leje den mobile skydebane – og der medfølger instruktører fra DMF.

Pistoler er elektroniske. Det er ikke den laser-teknologi, som det internationale forbund anvender, men en mere kendt og gennemprøvet IR-teknologi, der har været brugt af andre sportsgrene i en årrække.

Da pistolerne er helt ufarlige, kræver de ingen sikkerhedsforanstaltninger og kan bruges af alle aldersgrupper.

Vi har 10 IR-pistoler, 10 biathlon IR-rifler, og derudover mulighed for at bruge det vi kalder Barrel Replacement Units – BRUs – hvor vi lige nu kun har til Steyr LP10 pistolen, men man kan bestille til andre typer, som Morinini 162, Walter og et par mere.

Den opstillede bane har 10 standpladser, den består af to halvdele med hver fem, så man kan i princippet enten opstille en ti-positions bane eller to fem-positions baner, og endda på forskellige steder. Banen betjener det der svarer til 10 meter luftpistol eller 10 meter biathlon (det betyder at skivernes størrelse er tilpasset denne afstand – biathlon skydes normalt på 50 m).

Banen opstillet er ca. 16 meter bred (10 standpladser). Standpladserne er overdækkede og skyggget for sol og regn. Skivevæggene er ligeledes overdækkede. Der arbejdes med en personlig træfnings-monitor pr. standplads, som betjenes af den enkelte skytte. Endelig udmærker IR-systemt sig ved, at man kan justere træfningsområdet, så det på den måde bliver optimalt for begyndere.

For yderligere information, kontakt Benny: belmann3@gmail.com

Dette indlæg blev udgivet i Elektronisk skydning, Om MFD. Bogmærk permalinket.